dummy.gif (35 bytes)
Claus Hagen er en historiefreak
 
Otte spørgsmål til TV 2s historiefortæller

På TV 2 går der rygter om, at Claus Hagen Petersen kan DSBs køreplan udenad. Det er selvfølgelig kun kærligt kollegialt drilleri, men det kunne godt være sandt, for TV 2s historiefortæller har en hjerne, der kan rumme uanede mængder af informationer - og gør det. Det er især historiske data, der lægger beslag på Claus’ hukommelseslager. Og det er jo meget praktisk at være udstyret med et indre leksikon, når man skal lave programmer om Danmarks historie. Vi har stillet ham otte spørgsmål om hans eget forhold til historien.

Hvorfor er det vigtigt at kende Danmarks historie?

En person, der vågner op med et totalt hukommelsestab er invalid. Det samme kan man sige om et samfund med en "historieløs" befolkning! Hvordan skal man kunne forstå forholdene i eks-Jugoslavien uden at kende Versaillesfreden 1919 ? Hvordan kan man tage stilling til Amsterdamtraktaten uden at vide, at hele ideen i EU er at forhindre nok en krig i Europa o.s.v.

Har du selv en yndlingsperiode i dansk historie og hvorfor?

Generelt vil jeg sige, at desto tættere vi kommer på vor egen tid, desto større er interessen.

Hvad er den vigtigste begivenhed i Danmarks historie?

Det er svært at sige, men skal jeg komme med et bud fra nyere tid, må det være nederlaget i 1864. Det unge danske demokrati havde 14 år på bagen og prøvede at gennemtvinge Slesvigs indlemmelse i Danmark på trods af, at halvdelen af befolkningen var tysk. En hasarderet magtudfoldelse, der fik katastrofale følger. Hele Slesvig blev tysk, og Danmark endnu mindre end i dag. Statens fortsatte eksistens truet. Et nationalt traume, der endnu påvirker vores bevidsthed.

Hvor vigtig er den tid, vi lever i nu, set i historisk perspektiv?

Det er svært at vurdere. Igennem alle tidsaldre har holdningen været, at man har levet i en særlig vigtig tid. I 1600-tallet syntes man, at nuet var så storslået, at man kaldte samtiden for renæssance. Genfødsel af oldtidens storhed. Alle århundreder imellem kaldtes derfor for middelalderen. Intet er mere umoderne end det, der var moderne i går. I 2050 vil man sikkert trække på smilebåndet af 1990’erne og om 500 år kan det være, at vor tid kaldes middelalderen. Men samfundet forandres meget hurtigere nu end på noget andet tidspunkt tidligere i historien.

Hvornår begyndte du at interessere dig for historie?

Som barn. Jeg tror, jeg var 10 år, inden vi fik fjernsyn. Ak ja. Højtlæsning bl.a. af historiske romaner og islandske sagaer satte fantasien i gang, og interessen var vakt. Synd, at der i vores fortravlede multimedieverden ikke er plads til den slags længere.

Hvis du skal nævne tre vigtige begivenheder i verdenshistorien, hvad er det så for nogle?

  • Da vore forfædre begyndte at dyrke jorden
  • Opfindelse af dampmaskinen og den industrielle revolution
  • Udviklingen af atombomben

Hvor længe har du arbejdet med "Danmark i 1000 år"?

I ca. halvandet år. Optagelserne foregik primært i sommeren 1997, hvor vi var begunstiget af et fantastisk vejr. Det samme kan desværre ikke siges om optagelserne fra i sommer. Danmark er faktisk et langt større land, end man sådan går rundt og tænker på til daglig. Og så har Danmark jo været meget større end i dag. Vi har prøvet at komme rundt til alle relevante lokaliteter.

Hvad er det næste, du skal i gang med?

Fem udsendelser der ser på det 20. århundrede i tematisk form. Hvis alt går vel sendes de til næste efterår.

<Til toppen> <Tilbage>