Man begyndte formodentlig at anvende sejl og mast inden år 700. Vikingerne kunne således komme frem både v.hj.a. sejl og med årer, hvilket ikke var uvæsentligt ved overraskelsesangreb. Og netop overraskelsmomentet var den gennemgående taktik for de tidlige plyndrings- og erobringstogter. Vikingetidens skibe har et klinkbygget skrog samlet med jernnagler og tætnet med dyrehår. Skibene kan inddeles i to hovedtyper: 1. Krigs- og rejseskibe 2. Fragt- og handelsskibe. Krigs- og rejseskibene var lave og smalle skibe med et gennemgående dæk. Normalt sejlede man langs kysten, holdt landkending og gjorde ophold om natten. Men skibene kunne også manøvrere over åbent hav; f.eks. kunne turen fra Danmarks vestkyst til Englands østkyst under gunstige forhold gøres på ca. 1½ døgn. Skibene var meget manøvredygtige, især fordi man kombinerede sejlads med sejl og med årer. De stak ofte lavt, kunne derfor gå helt op på stranden og let skubbes fri igen. Masten kunne lægges ned og hejses op igen, hvilket også var en fordel ved overraskelsesangreb. Og man har kunnet sætte et aftageligt dragehoved i stævnen for at skræmme de folk, som man overfaldt. Skuldelevskib nr. 2 og Skuldelevskib nr. 5 er eksempler på vikingetidens krigsskibe. Gokstadskibet og Osebergskibet har mest været repræsentative rejseskibe. Fragt- og handelsskibene er høje og brede, har for- og agterdæk samt et lastrum i midten. Det var primært sejlskibe, masten kunne ikke uden videre sænkes og rejses igen. I modsætning til de smalle elegante krigsskibe, var de tungt læssede handelsskibe afhængige af gode havne - faciliteter med anlægsbroer eller småbåde, der kunne laste og losse for dem. Skuldelevskib nr. 1 og Skuldelevskib nr. 3 er eksempler på vikingetidens fragt- og handelsskibe.
Gokstadskibet
Ladbyskibet
Osebergskibet
Skuldelevskibene |
Skibet er blevet et symbol på vikingetiden - og ikke uden grund. Det sødygtige, klinkbyggede vikingeskib er en forudsætning for vikingernes erobringstogter, handelssfærd og kolonisation. Bunge Frilandsmuseum, Gotland
|
|
|
