| De første munke kom til Danmark o. 1060. I løbet af de næste 150 år blev der stiftet henved 40 klostre. Det var alle såkaldte "herreklostre" - klostre for munke og nonner fra de fornemmeste familier i landet. Klostrene blev placeret i naturskønne områder skænket af konger, bisper og stormænd, som ønskede at sætte sig et varig minde. Herreklostrene drev landbrug, udviklede nye landbrugsmetoder, dyrkningssystemer og vandingsprincipper. Munkene og nonnerne deltog imidlertid ikke i det slidsomme arbejde - det overlod de til lægbrødre dvs. landarbejdere. 3/4 af herreklostrene var munkeklostre, 1/4 af dem nonneklostre. Antonittere, augustinere, benediktinere, birgittinere, cisterciensere, johanniterne og præmonstratensere var herreklosterordener. Esrum kloster og Løgumkloster hører til de bedst bevarede cistercienserklostre. Vitskøl kloster anlagt af Valdemar 1. den Store er i dag en ruin. I 1200-tallet kommer en helt ny type munke til Danmark - de såkaldte tiggermunke. De var repræsentanter for en reform indenfor den katolske kirke, hvor man søgte tilbage til den første kirkes idealer om at forsage jordisk gods. De slog sig ned i byerne, hvor de udførte et stort socialt arbejde og levede af tiggeri. Dominikanere (også kaldet sortebrødre), fransiskanere (gråbrødre) og karmelitter (hvidebrødre) er tiggermunkeordener. Klostre opført efter 1220 er stort set alle tiggermunkeklostre. Karmelitterklostret i Helsingør og Skt. Catharinæ kloster i Ribe er de bedst bevarede tiggermunkeklostre i Danmark. Efter reformationen 1536 blev de fleste munkeklostre ophævet; en del af dem fungerede herefter som hospitaler. Enkelte nonneklostre blev omdannet til jomfruklostre - stiftelser for ugifte døtre af danske adelsmænd. |

Esrum kloster anlagt af cisterciensermunke, der kom til Esrum sammen med en abbed i 1151. Klostret blev i løbet af middelalderen det største og mest betydningsfulde cistercienserklostre i Norden.
|
|

Abbed velsigner munke, der ankommer til kloster. Illustration i "Næstved Kalendariet" fra o. 1250. Det Kongelige Bibliotek
|
|

Munke; detalje af altertavlen i Skt. Knuds kirke, Odense udført af Claus Bergs værksted ca. 1515-25.
|
|
|