| Omkring år 1070 var der ca. 1000 kirker - de fleste var meget små og bygget af træ. Fra omkring år 1100 gik man for alvor i gang med at bygge kirker af sten, og et af Danmarkshistoriens største anlægsarbejder påbegyndtes: I løbet af 1200-tallet var der opført henved 2000 stenkirker spredt udover hele landet. Bygherrerne til dette gigantiske anlægsarbejde var kongen, bisperne og stormændene. Det har først og fremmest været kongen og bisperne, der har bekostet opførelsen af domkirkerne. Sognekirkerne blev opført på såvel kongens, kirkens som stormændenes jorder. For stormændene betød byggeriet ikke blot prestige og indflydelse i lokalsamfundet; de fik samtidig andel i tienden. Oprindeligt bestod kirkerne kun af skib, kor og apsis anlagt fra øst mod vest. Kirketårn og tilbygninger som våbenhus, sakristi og kapel er først kommet til senere. Enkelte kirker som Foulum Kirke ved Limfjorden har bibeholdt den oprindelige form som sognekirke i romansk stil. I de tidlige kirker var der to indgange, mænd og kvinder gik ind fra hver sin side: mændene kom ind fra sydsiden (sværdsiden) og kvinderne fra nord (spindesiden). Indenfor sad de to køn overfor hinanden på murede bænke langs væggen. Først efter reformationen blev kirkerne indrettet med stolerader, som vi kender det i dag. I Jylland blev de fleste sognekirker bygget af tilhugne granitsten, som man bandt sammen med mørtel. På Sjælland og Sydfyn byggede man overvejende af rå, kløvede natursten. Men der var selvfølgelig regionale forskelle. Fx brugte man frådsten mange steder i Østjylland og i området syd for Isefjorden ved Roskilde og Lejre. I Vestjylland byggede man også i rhinsk tuf, mens man på Østsjælland brugte sandsten fra Skåne, kridtsten fra Stevns og kalksten fra Faxe. På Lolland-Falster blev teglsten det mest almindelige. Kirkebyggeriet kom først igang her, efter man for alvor var begyndt at brænde teglsten herhjemme i slutningen af 1100-tallet. |

Tveje Merløse kirke ved Holbæk opført i kløvede kampesten o. 1125 sandsynligvis af den sjællandske stormandslægt, Hvideslægten.
|
|

Tårn bygges af røde munkesten. Teglsten blev det foretrukne byggemateriale efter 1200. Kalkmaleri fra o. 1400 i Tirsted kirke på Lolland.
|
|
|