|
| Bygningsværker og lokaliteter |
 |
 |
 |
 |
|
Hedeby
|
|
| lå i bunden af Slien Fjord ved Haddeby Nor. Den var en af landets første byer og blev i løbet af vikingetiden Nordens største handelsby. I 804 omtales byen for første gang i skriftlige kilder. De frankiske Rigsannaler fortæller, at den danske kong Gudfred kom til byen med hæren. Fire år senere beretter den samme krønike, at Gudfred ødelagde en slavisk handels-plads Reric ved Wismarbugten, og flyttede købmændene herfra til Hedeby. Herefter omtales Hedeby hyppigt såvel i udenlandske krøniker som på danske runesten og i skjaldekvad, hvoraf det fremgår, at byen blev belejret og indtaget adskillige gange, og at Danmarks første kirke blev bygget her, efter kong Horik o. 850 havde givet tilladelse til missionæren Ans-gar. I midten af 900-tallet opførtes den 1,3 km lange halvkredsvold, som beskyttede byen ind mod land, mens søsiden blev beskyttet af et havnepalisade. Samtidig blev Dannevirke udbygget og forbedret - og via en forbindelsesvold til Dannevirke blev halvkredsvolden en del af forsvarssystemet mod syd. Området indenfor halvkredsvolden er på ca 24 ha og har muligvis aldrig været fuldt udbyg-get. Udgravningerne af den centrale bebyggelse inden for halvkredsvolden viser, at husene lå tæt, og at gaderne var plankebelagte. Vandspejlet ved Hedeby er siden vikingetiden steget betydeligt, og den våde undergrund har sikret, at træværk fra huse, gader og hegn er relativt velbevarede. Med udgangspunkt i en særlig velbevaret hustomt har man rekonstru-eret Hedebyhuset på Forhistorisk Museum, Moesgård ved Århus. Byens folk var først og fremmest beskæftiget med handel og håndværk. Der importeredes mange forskellige varer. Fra Frankerriget kom klæde, glasvarer, keramik, møllesten, råvarer til smykkesmedene, salt og vin. Fra Sverige kom jernmalm, fra Norge klebersten, hvæsse-sten, hvalrostand og skind. De angelsaksiske lande leverede smykker og Orienten krydderi-er. Man ved mindre om, hvilke varer der blev eksporteret fra Hedeby, men man antager, at det først og fremmest har været kvæg og tømmer, og at arabiske handelsmænd har købt slaver her. Fund af mønter viser, at der blev slået mønt i Hedeby - Nordens første mønter. Op gennem 900-tallet blev håndværkerne mere og mere specialiserede. De mange arkæolo-giske fund viser, at der blev fremstillet fodtøj, kamme, nåle, glasperler, spillebrikker af tak og knogler, pyntegenstande af hvalrostand og rav; der blev støbt og smedet smykker, der blev drejet trægenstande og smedet jernsager, skibe blev repareret o.s.v. I midten af 1000-tallet blev Hedeby flere gange ødelagt, og o. 1050 afbrændtes byen - formodentlig af den norske konge, Harald Hårderåde. Den blev aldrig genopbygget. Slesvig og nærliggende tyske handelspladser overtog i stedet Hedebys funktioner. |

Hedeby
|
|
|
|  |