|
 |
|
|
|
|
|
Christian 4.
(1577 - 1648)
|
|
| konge af Danmark og Norge fra 1596. Søn af Frederik 2. Ved dennes død i 1588 var Christian knap 11 år, og rigsrådet indsatte derfor en formynderregering bestående af 4 rigsråder. Han blev kronet i 1596. Formelt var Christian 4. konge i 60 år - reelt i 52 år. Han ønskede at gøre Danmark-Norge til Nordeuropas stærkeste magt i politisk, økonomisk og militær henseende. Udenrigspolitisk blev hans regeringsperiode præget af kampen om herredømmet i Østersøen. Fra sin far havde han arvet opgøret med et ekspanderende Sverige. Kalmarkrigen 1611-1613 førte ikke til noget gunstigt resultat, de to lande viste sig at være jævnbyrdige. Og hans egenmægtige deltagelse i Trediveårskrigen 1625-29 bragte landet til randen af ruin. Han var gået ind i krigen mellem de katolske og protestantiske fyrster for at lede alliancen mod den tyske kejser, og for at forhindre den svenske konge i at påtage sig dette hverv. I 1626 led han et forsmædeligt nederlag ved Lutter am Barenberg, og året efter blev Jylland besat af den tyske kejsers tropper under general Wallenstein. Ved Freden i Lübeck 1629 slap kongen med skrækken; han måtte love ikke at blande sig i de tyske forhold. Værre gik det under den følgende krig med svenskerne. Under Torstensson-krigen 1643-45 blev Jylland igen besat sydfra - denne gang af svenske tropper. Ved søslaget på Kolberger Heide 1644 blev Christian 4. såret og mistede synet på sit ene øje. Senere samme år led danskerne det endelige nederlag i et søslag mellem Lolland og Femern. Ved Brømsebrofreden 1645 måtte Danmark afstå Gotland og Øsel, de norske områder Jämtland og Härjedalen, og dertil Halland for 30 år. Økonomisk førte Christian 4. en merkantilistisk politik. Han tildelte købstæder handels-monopoler, oprettede det islandske, det grønlandske og det ostindiske handelskompagni og erhvervede i 1616 kolonien Trankebar. Selvom hans regeringsperiode blev præget af militære nederlag, økonomisk tilbagegang og personlige sorger, fremstår han ikke desto mindre som en af de mest fremtrædende og driftige kongeskikkelser for eftertiden. Det skyldes ikke mindst de mange smukke bygningsværker, som han har efterladt sig og de byer, han anlagde rundt om i landet som et led i rigets befæstning, og som han ubeskedent opkaldte efter sig selv: Christianshavn, Kristianstad og Kristianopel i Skåne, Kristiania (det nuværende Oslo) og Kristiansand i Norge. Byerne var anlagt efter renæssancens teorier om idealbyen, hvor gaderne blev lagt vinkelret på hinanden, således at bygninger og torve kom til at fremtræde som rektangler og kvadrater. Han opførte de smukke renæssanceslotte Frederiksborg Slot ved Hillerød og Rosenborg Slot i København foruden de mange københavnske bygninger som: Børsen, Holmens kirke, Kongens Bryghus,Tøjhuset og Proviantgården, Nyboder, Regensen og Trinitatis med Rundetårn, der skulle tjene som observatorium. Kongens ry som musikmæcen var vidt udbredt. Han havde arvet et kapel af musikere og sangere fra sin far, Frederik 2., og ved yderligere at indkalde musikere fra Italien, England, Tyskland, Nederlandene og Polen gjorde han sit kapel til et af Europas fornemmeste. Han skal selv have spillet fløjte. I privatlivet oplevede han sorger og megen turbulens. Hans ældste søn, den udvalgte prins Christian, døde 1647. Ægteskabet med Kirsten Munk, hans anden kone, var meget stormfuldt, og det endte med skilsmisse. Christian 4. døde 1648 på Rosenborg Slot. |
Christian 4 malet omkring Kalmarkrigens tid 1611-13 af Pieter Isaacsz.
Frederiksborgmuseet
|
|
Christian 4. som sejrherre malet af ukendt kunstner omkring 1613.
Rosenborg
|
|
Christian 4 som 70-årig. Man ser kun venstre halvdel af ansigtet, fordi højre side var stærkt vansiret af de sår, han havde pådraget sig under slaget på Kolberger Heide i 1644.
Frederiksborgmuseet
|
|
|
|  |
