|
 |
|
|
|
|
|
Eskild
(ca. 1100 - 1182)
|
|
| ærkebiskop i Lund 1137-77. Stammede fra den jyske stormandsslægt, Thrugotslægten. Uddannnede sig ved domskolen i Hildesheim. Inden han i 1134 blev biskop i Roskilde, havde han været både kannik og domprovst i Lund, hvor hans farbror Asser var ærkebiskop. I 1137 afløste Eskild Asser som ærkebiskop i Lund. Efter borgerkrigen 1147 - 1157 samarbejdede Eskild med Valdemar 1. den Store. Begge grundlagde klostre; Valdemar stiftede Vitskøl kloster, mens Eskild indkaldte cisterciensermunke til Esrum kloster og til klostrene i Løgum og Øm. Eskild deltog i det første korstog mod venderne. Siden kom han i modsæt-ningsforhold til Valdemar den Store. Eskilds slægt, den jyske Thrugotslægt, mistede indflydelse til fordel for den sjællandske stormandsslægt, Hvideslægten, ikke mindst da Absalon blev udnævnt til biskop i Roskilde. Valdemar førte i tæt samarbejde med Absalon en politik, der fremhævede kongens myndighed på bekostning af kirkens. Da de samtidig støttede den tysk-romerske kejsers bestræbelser på uafhængighed af paven i Rom ved at etablere en modpave, tilspidsedes konflikten. Eskild repræsenterede paven i Rom, der stod på, at kongenmagten var indsat af Gud og dermed kirken underordnet. I protest mod Valdemars og Absalons politik gik Eskild i eksil 1161-68 bl.a. i Clairvaux, hvor han opholdt sig hos sin ven, abbed Bernhard af Clairvaux. Det kom til forlig mellem Valdemar og Eskild, efter Valdemar havde skiftet side i paveskismaet mellem pave og modpave, og Eskild vendte tilbage til Danmark. Ved kirkefesten i Skt. Bendts kirke i 1170 stod Eskild for messen ved kanoniseringen af Valdemars far, hertug Knud Lavard, og kroningen af Valdemars søn, Knud 4. Eskild afløstes i 1177 af Absalon som ærkebiskop. Under Eskild fuldførtes byggeriet af Lund Domkirke. |
|
|  |
