dummy.gif (35 bytes)
Biografi
dummy.gif (35 bytes)

A|B|C|D|E|F|G|H|I|J|K|L|M|N|O|P|Q|R|S|T|U|V|W|X|Y|Z|Æ|Ø|Å

dummy.gif (35 bytes) dummy.gif (35 bytes) dummy.gif (35 bytes)

Christian 3.
(1503 - 1559)
 

hyldet som dansk konge 1534, konge af Danmark-Norge 1536-1559. Han voksede op på Gottorp slot. I 1521 oplevede han Luther på rigsdagen i Worms, og han lod sig påvirke af de lutherske idéer. Da hans far, Frederik 1., døde i 1533, vægrede det katolsk-dominerede rigsråd sig ved at vælge Christian og udsatte valget af konge. Det lutherske mindretal i rigsrådet tilbød sammen med Københavns og Malmøs borgmestre tronen til hertug Christian, men han afslog. De to borgmestre tog herefter initiativ til at få Christian 2. genindsat med grev Christoffer af Oldenborgs og Lübecks hjælp. Landet blev hermed kastet ud i en borgerkrig kaldet Grevens Fejde med henvisning til grev Christoffer af Oldenborg. I løbet af borgerkrigen lykkedes det Christian 3., der i 1534 havde accepteret et fornyet tilbud om tronen, at indtage riget bl.a. med støtte af den dansk-holstenske feltherre Johan Rantzaus tropper. Borgerkrigens sejrherrer var Christian 3. og adelen. Norge mistede sin selvstændighed, og det norske rigsråd blev nedlagt. Efter indtagelsen af København i 1536 lod Christian 3. de katolske bisper fængsle som ansvarlige for det udsatte kongevalg og den efterfølgende borgerkrig. Han gennemførte i 1536 reformationen og beslaglagde kirkegodset. I samme periode blev der gennemført en lensreform, hvor der blev skåret ned på antallet af len og lenene blev omdannet til regnskabslen, der blev forvaltet af fastlønnede lensmænd for kronens regning. Kongemagten blev styrket væsentligt under Christian 3.
Vis billedet stort
Christian 3. Portræt malet i 1550'erne enten af Jost Verheiden eller Jacob Binck
Frederiksborgmuseet